
Er seksualundervisning unødvendigt på erhvervsuddannelserne?
Starter man i dag på en erhvervsuddannelse, er man ikke garanteret seksualundervisning. Derfor mener flere aktører, at et lovkrav om seksualundervisning, skal indføres på den nye epx.
Erhvervsskolernes Elevorganisation har utallige gange forsøgt at italesætte den forskelsbehandling, der gør sig gældende, når man fra politisk side vælger at nedprioritere seksualundervisning på erhvervsskolerne.
”Vi snakker om en gruppe mennesker, der udgør cirka 20 procent af vores ungdom, som fratages retten til læring om livet, og hvordan man agerer sammen med andre. Det er jo åbenlyst uretfærdigt,” siger Mads Haugbølle, som er formand for Erhvervsskolernes Elevorganisationen.

Erhvervsskolerne reformeres
I oktober udkom regeringen med et udspil til en helt ny erhvervsuddannelse, epx, som skal sidestilles med de gymnasiale uddannelser. Med den vil regeringen have flere unge til at vælge en erhvervs- og professionsrettet ungdomsuddannelse. I den forbindelse mener Mads Haugbølle også, at det er nødvendigt at nytænke erhvervsuddannelsen.
”Når man er ved at reformere erhvervsskolerne, så skal man også tage noget af det med, som førhen har været glemt på de praksisfaglige uddannelser. Den nye epx skal have et stort fokus på, at skolen skal have nogle attraktive sociale miljøer. I den sammenhæng er det jo helt oplagt at indføre seksualundervisning for at fremme en sund kultur,” siger Mads Haugbølle.

Manglende politisk handling
Det er på nuværende tidspunkt op til de enkelte erhvervsskoler at implementere seksualundervisning. Det ser Allan Kortnum, formand for Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, som en del af problematikken ved at seksualundervisning ikke er lovbestemt på erhvervsskolerne.
“Det er klart, at når det ikke er lovpligtigt, så er der nogle skoler som nedprioriterer det. Derfor vil jeg vurdere, at løsningen er at indføre et lovkrav på det område,” siger Allan Kortnum.
Både Allan Kortnum og Mads Haugbølle mener, at et lovkrav om seksualundervisning på erhvervsuddannelserne er en politisk beslutning, som kun kan gå for langsomt. De er stærkt utilfredse med den manglende politiske handling og mener, at det taler ind i en kedelig og gammeldags opfattelse af erhvervsskolerne, som et sted hvor der ikke er plads til den slags dannelse og udvikling. De håber begge, at indførelsen af den nye epx vil have mere fokus på diversitet, seksualitet og køn.