Tredive kilometer
i timen

Når klokken slår 15:15 på Fryxellska skolen i Sunne, en lille by i Värmlands län, ruller 9.klassernes EPA’er i løbet af få minutter ned på torvet i byens centrum. 

Et af de få steder i byen, hvor de ikke får klager fra naboerne. Her kan de parkere, mens byens øvrige beboere passerer forbi i deres biler på vej hjem fra arbejde.

EPA-traktorer står på række – nogle dage et par stykker, andre gange op mod 15.   

De snakker, tager snus, ryger vape og kigger på deres telefoner. Hvis vejret er godt, står de samlet rundt om bilerne og selv når temperaturen er under frysepunktet, kan man finde nogle af dem stående udenfor i ført en hættetrøje og et par klipklapper.

Charlie på 14 år har allerede købt sin EPA-traktor, men den må foreløbig blive hjemme i garagen. Nu venter han bare på den dag, hvor han fylder 15 år og må køre i den. 

Indtil da hænger han ud på passagersædet hos Hampus.

For Carl Smegärd, Milo Örnborg og Meja Gardsten på 15 år, er torvet en fast del af hverdagen. De har ingen andre fritidsaktiviteter, der kræver deres tid. 

Lektier er der heller ikke noget af ifølge Carl og Milo, og det er faktisk en af fordelene ved at bo i Sverige, hvis du spørger dem. Derfor har de al den tid i verden, som de behøver. 

Milo har en grøn Volvo, Meja en blå og Carl en stor sort BMW. Der ligger meget identitet i bilerne – fra klistermærker i forruden til en gearstang af glas eller et kæmpe anlæg på bagsædet. 

Men én ting er vigtigst: bilen skal helst være så lav som mulig. Derfor fjerner mange fjedrene for at kunne sænke den.

Det gør bilen mere cool som de siger, men det har også sine udfordringer. 

Flere steder i Sunneer der fartbump, der gør det besværligt at køre de lavt sænkede EPA’er uden at risikere skader. 

Generelt set er bilerne dyre at vedligeholde, og når noget går i stykker, kan det mærkes på økonomien.

Milo kører for tiden med Carl, fordi hans egen bil har stået stille i ugevis – reservedele koster, og pengene rækker ikke altid. Men han er ikke alene. 

Der er ofte noget galt med bilerne, enten et lys der er stået af, et dæk der er fladt eller noget med motoren, der skal fikses. Men på torvet i Sunne er hjælpen altid tæt på – en håndfuld venner samles hurtigt omkring en motorhjelm, og sammen finder de en løsning. 

De kender alle dele af bilen og ofte kan de fikse problemet på stedet.

Mickey, Milo, Edwin og Theo på torvet i Sunne.

På højre side af Fryxellska-skolen har de "claimet" området
som værende udelukkende EPA-holdested.

Fra venstre: Benjamin, Viggo, Gustav, Milo, Carl og Neo.

For Hampus Nielson og Abbe Lind på 15 år er friheden til at kunne opleve, hvad man vil, det bedste ved EPA-traktoreren. 

”Det gør mig glad at opleve alt muligt og køre, hvor jeg vil. Friheden til at komme frem selv og være sammen med venner” – Hampus Nielson, 15 år.

Abbe og Hampus mødte hinanden på torvet i starten af 9. klasse og opdagede hurtigt deres fælles passion for biler – en interesse, der har skabt et tæt venskab. 

Til dagligt kører de rundt i Sunne, hvor Abbe nogle gange rammer 600 km på en uge, mens Hampus ofte når længere – hans rekord er 1.000 km. 

Når de ikke hænger på torvet eller kører rundt i deres biler, bruger de tiden i et værksted, som Abbe deler med sin far Erik. Her går han i fars fodspor og eksperimenterer med alverdens grej og alternative løsninger til deres biler, så de er klar til weekenden.

Det er fredag aften i Sunne, og gaderne er fyldt med den velkendte lyd af EPA-dunk.

Højtalere på bagsædet af de gamle biler brager ud med en blanding af Eurodance, techno og svensk party-pop, mens de simple tekster om fest, biler og ungdomsliv fylder luften.

Overalt i byen cruiser folk rundt I deres biler. Destinationen afhænger af weekenden – og om politiet patruljerer I området. De kender efterhånden alle betjente I byen og kan let skelne mellem dem, der lader dem være, og dem, der ikke gør. 

Ifølge drengene er de ”gode” betjente, dem som forstår kulturen og nøjes med at holde et diskret øje, mens de ”dårlige” betjente leder efter den mindste fejl for at skrive en bøde.

Hvis politiet patruljerer i byen, spreder rygtet sig hurtigt. De unge deler information på Snapchat, hvor de kan følge hinandens live-lokation, eller advarer hinanden ved at signalere fra bil til bil med håndfagter.

Det er ulovligt at åbne bagklappen eller bagdørene, men mange ignorerer det. Nogle har skjulte bagsæder med en klap til at gemme passagerer, mens andre klemmer tre personer sammen på forsædet.

Flere har endda monteret en ledning fra førersædet til motorhjelmen, så de kan fjerne fartbegrænsningen og køre som en almindelig bil. 

Det giver et adrenalinkick, men kan også have konsekvenser. Bøderne er dyre, og i værste fald mister de kørekortet.

Drømmene for fremtiden er forskellige. Nogle vil på tømreruddannelse og bygge deres eget hus, andre drømmer om et stabilt liv med familie, hund og økonomisk tryghed. Men Meja har ikke lyst til at blive voksen.

For hende er der masser af sjov og frihed forbundet med at være 15, og hun nyder at kunne gøre, hvad der passer hende, uden at skulle tage ansvar for noget. Som for eksempel bare at hoppe ind i bilen og køre hen, hvor hendes venner er.

Støtte fra forældrene er der ikke meget af, så hun har selv finansieret købet af sin blå Volvo. På den måde tager hun stadig ansvar for sit eget liv. 

I skolen hænger Meja ud med pigerne, men når hun har fri, ser hun frem til at være sammen med drengene. Det føles lettere, konflikterne bliver hurtigt løst, og de deler en fælles passion for biler.

Selvom hun har det godt I drengegruppen, ville hun synes, det var fedt, hvis flere piger blev en del af fællesskabet.

På torvet danner de unge små grupper, hvor deres biler står parkeret i forskellige samlinger rundt om på torvet. Nogle bliver hele aftenen, kun afbrudt af en tur hjem til aftensmad. Andre nøjes med en Red bull og slik fra COOP. 

Efterhånden tynder det ud på parkeringspladsen. Der bliver sagt ”Hej då”, og et øjeblik senere har alle sat sig i bilerne og kørt hver til sit.